www.hprforedrag.dk

main image
shadow shadow

Her er mere uddybende tekster om forskellige emner:

Jamen, er det kun mig?

Køb bogen hos: Gyldendal,

Eller hos Audonicons bogsalg i Skanderborg,

eller bestil den hos H. P. Rasmussen

En tekst om de fire temperamenter


Det lille lam

Ligeså stille vandrer det lille lam hjem, for det fryser og er træt, og nu skal det i seng, siger dets mor, fåret. Og mens det ligger dér og finder varmen, trygheden og hvilen, ser vi lidt på legekammeraterne – nemlig vennerne fra sangen ”Mæh, si’r det lille lam”, en af vore allerfineste børnesange.
Når det engang imellem går galt for os i det sociale; når man træder på andre uden at ville det; når man er så pivet, at man dominerer en forsamling – uden at ville det; når man er så langsom i optrækket, at andre begynder at trække deres egne – eller andres – hår ud af hovedbunden; når man bliver så overfladisk og springende fra emne til emne, at andre begynder at gå deres egne veje; ja, så er det temperamentet – som holder til inde i underbevidstheden - der har fået for frie tøjler. Og hvad så? Er det måske kun mig, den slags sker for? Og nej, det er det jo netop ikke. Men der er meget at hente ved at prøve at se lidt på, hvad man kan gøre for at forhindre den slags dødskørsel. Så lad os se lidt på de fire temperamenter – måske opdager vi så undervejs, hvad der kan gøres.


De små, glade ænder.

Vi blev færdig med det første vers i sangen, og hvilens eftertænksomhed er måske lige ved at dysse os selv til hvile. Men nu, ved andet vers, tager det fat:

Rap, siger ænderne små,
nu skal det lystigt hjemad gå.
Sove vi skal, til sol står op,
så skal igen vi pjaske vor krop.
Rap, siger ænderne små. Rap!”

Vel skal de hjem og sove. Men i morgen skal de tidligt op og lege og have det skægt og sjovt hele dagen. Somme tider har de lyst til at lege med det ene, til andre tider vil de hellere det andet. Bare ikke alt for længe med noget som helst, for så bliver det ke-de-ligt.
Og de små, gule ænder kommer let til at kede sig, hvis de bliver holdt til det samme for lang tid ad gangen.
De elsker at beskæftige sig med alle mulige ting – måske tyve minutter ditten og så tyve minutter datten. En besked om, at ”man gør én ting færdig, før man begynder på en ny!” er vanskelig at forstå og næsten umulig at efterleve. For når man nu lige kommer i tanker om, at der var en artikel i avisen, man ville læse, så kan man da ikke bare vente, til man er helt færdig med den opvask, man er i gang med, vel? Man kaster sig over læsningen, men midtvejs husker man på, at hunden skal luftes – men hvor var det nu, man lagde hundesnoren sidst? Nå, så bruger man bare en anden snor. Og når man så har fundet den – og båret skraldeposen ud, for det kom man lige i tanker om, at man havde lovet tidligere på dagen – så husker man, at artiklen ikke blev læst færdig, men hvor blev avisen af? Og så var der jo opvasken – men nu er klokken TV-Avis-tid, og den ser man så tolv minutter af, for man må jo følge med, ikke? (Godt spørgsmål, der lægger op til en længere debat om det rimelige i at fylde sig med tunge informationer, man alligevel ikke kan stille noget som helst op med – nåh nej, det var ikke det emne, og den kan man jo heller ikke så godt tage op til diskussion lige nu, hvor der ikke er nogen at diskutere med, vel?) Efter de tolv minutter var der jo de E-mails, der ikke blev læst, så dem kan man lige et par stykker af. Og så var der jo opvasken. Og hunden. Og avisartiklen. Og hundesnoren. Og debatten. Og opvasken én gang til. Og så trænger blomsterne i øvrigt til frisk vand.
I temperamentslæren kaldes dette det ”Sangvinske Temperament.” Mange jern i ilden ad gangen. I strikkekurven er der en halv hue, halvanden vante, et halvt halstørklæde, en og en kvart grydelap, tre sokker til stopning – men de bliver alle sammen gjort færdige – engang! Når man vælger arbejde, foretrækker man et job med mange forskellige slags opgaver i i løbet af en arbejdsdag. Når man laver sine opgaver hjemme – til firmaet, til uddannelsen, til skolen, rengøring, madlavning osv – foretrækker man at springe lidt rundt mellem emnerne – for så er det mere spændende.
Er det slemt på dén måde? Nej, slet ikke, for det sangvinske temperament kan for eksempel føre til en kolossal alsidighed, og det er vel ikke så galt, vel? Lykken for sangvinikeren er ikke at lære at ”gøre én ting færdig, før man begynder på en ny”. Lykken er at lære at acceptere og holde af sine alsidige interesser og sit lyse sind – og så at lære at bekæmpe den truende overfladiskhed.
Og så har det ”luftige” og ”gule” sangvinske temperament en kolossalt stærk og helt uvurderlig side – den kommer vi til senere.



Den lille kat

Så er vi kommet til tredje vers:

Miau, si’r den lille kat,
nu vil jeg sove så sødt i nat.
I morgen vil jeg lege igen,
for jeg vil helst lege dagen hen.
Miau, si’r den lille kat. Miau.

Ja, sove sødt vil den. Meget gerne meget sødt og meget længe. Simpelthen fordi det er så skønt at putte sig ned i dynerne og mærke den saliggørende varme brede sig ud over det hele. Først halespidsen, så bagpoterne (eller tæerne og fødderne), så underbenene, lårene, torsoen, hovedet, armene og forpoterne (eller hænderne) – simpelthen bare nyde det og være til. Men når den så endelig står op og får sig strakt godt og grundigt ud, så den er helt klar til den første formiddagslur – ja, så vil den da egentlig gerne lege og have det rigtig hyggeligt hele dagen – hyggeligt og behageligt.
Man kan jo forestille sig en dejlig, solbeskinnet, grøn, grøn eng. Nogle få fluer summer hyggeligt, græsset vokser stilfærdigt, blomsterne dufter, i varmen døser den dejlige ko, der ligger der henne. Den tygger drøv – eller rettere maser drøv, for tygge kan en ko jo ikke den maser ligeså stille drøv, den dejlige mad, som den har gået i formiddagstimerne og samlet sammen. Man kan nok næppe forestille sig, at der - mens den nu ligger der og er til – passerer ret mange epokegørende tanker gennem dens hoved. For hvad skulle den dog med dem? Den er jo simpelthen til.
Temperamentslæren kalder den sjælelige tilstand for Det Flegmatiske Temperament. Det er nok muligt, at sangvinikeren kan sprede opvasken ud over en hel aften ved at tage den i små bidder. Det er Flegmatikeren ikke nødt til, han kan sagtens blive ved glas og tallerkener i meget lang tid uden at skulle afbryde med andre ting. Der er jo så meget at se på og gøre. For eksempel kunne man jo tage et glas og sætte det ned i vandet med bunden opad – og voila: Der kommer ikke vand ind. Eller glasset kan fyldes med vand og løftes op med bunden opad. Voila: Vandet bliver i glasset. Og det kan man jo så prøve efter med andre glas, kopper, skåle og gryder. Der er jo tid nok, og tingene må gerne opleves til bunds.
Det er også flegmatikeren, der uden stress og frustrationer kan sidde og vente en time eller halvanden på det forsinkede tog – for der er jo en masse mennesker af alle køn, dyr, biler og andet. Desværre kan det alt sammen senere være svært at komme i tanker om – men han kedede sig ikke, og han spildte heller ikke tiden – for nok er det gemt, det han så, men det er ikke glemt.
Det er også ham, der tilsyneladende altid bevarer roen, uanset hvor højt bølgerne går omkring ham. Andre kunne fristes til at råbe eller skrige: ”Gider du godt lige deltage i det her, det er vel også dit liv/ægteskab/barn/ansvar!!!” Men hov-hov: Han er skam ikke uengageret eller ligeglad, han er flegmatiker, og så kan selv det mest brændende engagement sjældent ses af andre. Man hører oftest blot: ”Jaja, det går jo nok alligevel, lad os nu se.”
Det er også flegmatikeren, der véd, at alle smagsløgene i munden sidder på tungen. Og hvorfor skulle man så bruge tænderne? Så han foretrækker sin steak gennemstegt og helst hakket – til nøds som gulasch. Han sætter mest pris på den bløde del af brødet og kan rigtig godt lide retter som kartoffelmos – ting, der kan tygges med tungen, og som er hyggelige og behagelige.
Selvfølgelig har den ”grønne” flegmatiker, der gerne lever i vandets element, nogle stærke og helt uundværlige sider. Og dem vender vi tilbage til.



Den gamle hest

Det ville være så typisk: Lige, når det er ved at være min tur, så skal der være en pause. Når vi sidder ved et bestyrelsesmøde eller et lærermøde, eller hvor det nu er, og jeg så vil have ordet efter at have siddet og ventet på kolerikerens selvsikre bravader i evigheder, så siger ordstyreren, at nu har jeg så ordet – ’men skal vi ikke lige tage en lille pause først?’ Nå altså: Nu kommer verset i vores lille sang:


Prrrh, si’r den store hest,
jeg vil trække, som jeg kan bedst.
Gid jeg stod i den varme stald
og hørte i dag ej flere knald.
Prrrh, si’r den store hest. Prrrh!”

Ja, gid jeg dog bare stod et andet sted end der, hvor jeg er lige nu. Ikke fordi det er slemt, det kunne sikkert være værre – selvom jeg egentlig ikke kan forestille mig det. Og det ville såmænd da være meget godt, hvis det ikke altid lige var mig, der skulle trække det tungeste læs, eller mig, der bliver bagefter og hjælper med opvasken, fordi de andre allerede er gået. Bare det dog ikke altid var sådan, men det er det, og det er der jo nok ikke noget at gøre noget ved. Men jeg vil altså have lov til at pive over det, så alle de andre er klar over, hvad det er, jeg må gennemgå.
Og det er ikke småting, jeg må igennem. Det begynder allerede, inden jeg er kommet rigtigt i gang med dagen. Jeg vågner, sætter fødderne ud på gulvet – og så sætter jeg mig til at mærke efter, hvor det er, jeg har ondt i dag.
Senere på dagen er der en masse forskellige forhindringer. Kolerikeren kan godt finde på at kalde dem udfordringer, jeg kalder dem problemer! For det er det, de er. Jeg kan jo ikke bare feje dem af vejen, det er ikke lige min stil. Det er mere noget med at mase mig igennem dem lidende. Der er måske en eller anden, der foreslår, at det ville være en god idé at gøre noget på en helt ny måde. Men jeg véd jo godt, at enhver ny idé kan gå galt på 52 måder, og den kan kun gå godt på én – og det er helt ærligt ikke odds, jeg bryder mig om. Derfor er jeg stor tilhænger af at beholde tingene, som de er, og ikke hele tiden lave om på dem – man véd jo, hvad man har, men ikke hvad man får.
Men jeg er forberedt på alle de angreb – og angreb er mit ord for det, andre måske i deres naivitet kunne finde på at kalde kritik eller uenighed - for jeg kender den betydningsfulde sandhed om ’at tage sorgerne på forskud – for hvis nu tingen gik godt, så ville man jo ikke have haft glæderne ved de sorger, vel?’ Så det gør jeg altså. Jeg véd, at de lektier, jeg har for, er alt for svære – så hvorfor skal jeg overhovedet begynde på dem? Jeg véd, at min lottokupon ikke vinder, eller hvis den vinder, så kan jeg ikke finde den - så hvorfor spille? Jeg véd, at når jeg sætter mig op på en hest, så kommer det til at ligne et præmieindslag i en klovnekonkurrence, og jeg kommer ned igen den direkte vej – direkte fra hesten og ned i kisten, som de ligeså godt kan stille ved siden af dyret med det samme.
Jeg véd, at når noget går bedre, end jeg havde ventet, så må der være noget galt, og den helt store, jublende glæde kan jeg altså ikke mande mig op til, for lige om lidt eller om en uge eller et år kommer ’hævnen’. Og jeg véd, at hver eneste gang, alle mine mange spådomme (nemlig om, at det ikke går så godt, som jeg havde håbet) viser sig at passe, ja så elsker jeg at stive mig af med min yndlingssætning: ”Ja, der kan I se, hvad jeg sagde!”
Selvfølgelig har den ”blå” melankoliker noget herligt at byde på. Og det vender vi tilbage til senere.


Vagthunden

Det er dog utroligt, som man skal vente, mens alle de andre bruger evigheder på at få sig gjort færdige. Nå, men måske det er meget passende, at det bliver mig, der afslutter første runde – det er jo trods alt mig, der er den uundværlige, ikke! Det er i hvert fald mig, der sørger for, at tingene fungerer og hænger sammen – og det er mig, der sørger for, at alle de andre kan sove:

Vov, si’r den store hund,
våge må jeg endnu en stund,
fare om og passe på,
at de trygt til ro kan gå.
Vov, si’r den store hund. Vov!

Det med at ’fare om’ passer ret godt, for det er det, jeg som koleriker gør. Ikke alt det hygge-nygge-tussen-omkring og på-den-ene-side-og-på-den-anden-side. Nej, for mig er det mest lige ud efter næsen, og den er rettet fremad. Altid! Det er nok muligt, at sangvinikeren halvvejs svæver hen over jorden på tåspidsen, og at melankolikeren som regel går, som om han gik i jord til knæene. Men de skulle tage og tage sig sammen, skulle de, ligesom mig: Jeg sætter hælene i jorden, så jeg føler, at det er mig, der går her; mig der træder; mig, der er den, det handler om.
Også i overført betydning. Hvis vi sidder og skal beslutte et eller andet, så er der garanteret et eller andet melankolsk væsen, der kravler ud af sit hul og vil have os andre til at se tingene fra alle mulige sider – hvilket jo kun får det hele til at blive tåget og uklart og umuligt – og ”vi må lige sove på det, for ellers risikerer vi jo at tage en forkert beslutning, eller at en eller anden føler sig presset og tromlet” – og så sidder vi der på møde efter møde uden at komme videre. Som koleriker foretrækker jeg en kort debat og så at få skåret igennem i en fart, så vi kan komme videre. Og hvad så, hvis vi tager en forkert beslutning? Det er da bedre, end slet ikke at få taget nogen overhovedet. Og hvad så, hvis en eller anden lille nisse føler sig tromlet henover? De kan jo tage sig sammen og finde deres rigtige plads i hierarkiet. Hvad enten de er mine kolleger, mine børn eller mine forældre.
Det, jeg holder mest af, er kamp. Modstand. Udfordringer. Hvem kan se mig vandre af sted på en strand to timer den ene vej og to timer tilbage igen? Jeg bliver vanvittig af den slags åh-hvor-er-her-dog-smukt-og-fredfyldt-agtighed! Hvis det er stormvejr, så man må kæmpe sig fremad, eller hvis man er stensamler og får hele sin rygsæk fyldt – så går det endda. Men ellers foretrækker jeg så afgjort at vandre i bjerge, hvor der er modstand. Måske bestige Nepals højder. Eller tage de vildeste slalomløjper på ski. Eller elastikspring. Eller forlænget tid i motionslokalerne. Eller kæmpe mod de voldsomme smerter og trangen til at pive i et maratonløb. Så er der kamp og selvovervindelse. Når jeg spiser en bøf, skal den være så rød, at den siger: ”Muh!” når jeg sætter gaflen i. Eller så krydret, at jeg, når jeg har fået vejret igen, kan fryde mig over at få mad, der bider igen!
Hvor visse andre kan stå og hygge sig med en opvask i en evighed, så er min overstået på et øjeblik. Det går stærkt, og måske får jeg overset en del smårester, som melankolikeren aldrig ville have akcepteret. Til gengæld spilder jeg så ikke ret meget tid med den slags ukonstruktivt arbejde. At hele bordet og gulvet og lågerne ved vasken så sejler i vand, når jeg er færdig, det hører med til mine store armbevægelser. Sådan er det nu engang med mig.
Selvfølgelig har kolerikeren da også en helt uundværlig og uvurderlig side – den kommer vi tilbage til.


Om at komme til forståelse

Nu, hvor alle de små dyr ligger og sover så sødt, bevogtet af den altid årvågne vagthund, vender vi tilbage til de små, gule ænder. Det sangvinske element flyver og farer meget gerne mellem mange emner. Og det gør det, fordi det for let bliver kedeligt at blive hængende ved én ting. Og det gør det, fordi en af sangvinikerens vigtigste ledesætninger lyder sådan her: ”Det minder mig for resten om….” Og ligeså snart en eller anden har sagt den sætning, så er vi alle sammen på vej ud ad et helt nyt spor. Bedst som vi sad og snakkede om fodbold, så kommer der et halvt minut om madlavning, så trekvart minut om Argentina, så et halvt minut om moderne dans, så et minut om sportsskader, så kommer besøg på sygehuset, sygeplejerskeuddannelserne, havnerundfarter lige efter hinanden – og ingen er rigtig klar over, hvor vi er på vej hen.
Storm P. gav en formidabel beskrivelse af det sangvinske: ”Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”. Ret meget bedre kan det nok slet ikke beskrives. Det skulle da lige være ordkunstneren P. Sørensen-Fugholms digt-titel: ”Forandring Afvexsler”. Forandring af det bestående med tyve minutters intervaller, så bliver livet ikke kedeligt!
Er det da helt håbløst, dette gule luft-temperament? Nej, selvfølgelig ikke. Det er lige så nødvendigt, værdifuldt og hamrende irriterende som de tre andre – hvis det altså ikke er under kontrol.
Og hvad har det så særligt at byde på? En god løsning på en hel verden af misforståelser og dårlig kommunikation!
En kærlig ægtemand tager for en gangs skyld en buket blomster med hjem til sin hustru. Hun modtager den smilende, men tænker: ”Får jeg blomster? Hvad mon det er, han har lavet af slemme ting?” En lærer roser en elev – der så sammen med forældrene spekulerer over, hvorfor han fedter for dem. To politiske modstandere skal forhandle – men kommer aldrig længere end til det uløselige problem om, hvem der skal sidde hvor ved hvilket bord, og hvorfor er det lige ham dér, der skal have retten til den første replik, hvorfor er det ikke mig? Kommunikationen mellem mennesker er i dag fyldt med faldgruber, risikoen for, at vi kommer til at misforstå hinanden i stedet for at forstå, er overhængende. Hvorfor?
Fordi vi alle med de sidste hundrede års psykologiske udvikling henimod det mere og mere individualistiske (og i øvrigt også ensomme) menneske har fået lært os at stille spørgsmål ved stort set alt, at være den tvivlende Thomas i alle livssituationer. Vi lytter til en foredragsholder, der fortæller om noget interessant – men har undervejs svært ved at lade være med at tænke: ”Kan det mon nu være rigtigt, det han siger?” I stedet for blot at tage det ind uden forbehold, bygger vi vore indre mure op. Og det gør vi stort set alle stort set altid. I en time fortælles der en spændende historie fra gamle dage. En eller flere elever reagerer – i stedet for at synes, at nej hvor er det spændende – med tanken: ”Hvorfor skal jeg sidde og høre det der? Hvad har det måske at gøre med de kærestesorger, jeg har lige nu?” En mur er bygget op, og det er det, vi meget gerne gør – helt ubevidst: Vore indre, sjælelige mure står hele tiden og vokser, sænker sig lidt, vokser op igen, sænker sig en hel del, vokser så voldsomt op, sænker sig lidt, forsvinder helt, dukker op igen og så videre.
Men det er jo, når disse indre mure er væk, at vi kan forstå hinanden helt, uden forbehold. Virkelig sand forståelse af andre mennesker forudsætter, at murene er væk. Hvad var det så, der fik den der mur til at forsvinde et øjeblik? Jo, det var murens ejermand, der lo. For når man ler, så kan muren ikke eksistere samtidigt. Det lader sig ikke gøre. Altså er det: At få mennesker til at le, når de skal arbejde sammen, et utroligt betydningsfuldt projekt: Hvem kan forestille sig, at israelske og palæstinensiske talsmænd sidder og ler hjerteligt sammen, og derefter fortsætter med deres krigsførelse? Nej vel?
Og hvem er det, der får sådan en mur-væltende latter frem? Ham, der fortæller vittigheder? Nejda. Men det er ham, der besidder humor og forstår at bruge den rigtigt. Ham, der forstår, at hvis et bestyrelsesmøde eller sådan noget, hvor der er alvorlige ting på programmet, skal blive rigtig frugtbart, så skal der indtages rigelige mængder af humor undervejs, for ellers bliver det svært at se hen over hinandens mure.
Og hvem er det så, der kan det? Ja, selvfølgelig: det er jo netop det, der er sangvinikerens helt store styrke: Den forunderlige gave Humor. Så må man jo bare håbe, at han får lov til at benytte den og ikke gang på gang bliver fejet bort med ordene: ”Tag nu lige og vær lidt seriøs!” For humor kan være noget af det mest seriøst vigtige, der foregår mellem mennesker.



Ro på, så blomstrer ideerne

Mon ikke alle har været ude for at sidde i en gruppe og drøfte en social knude i fællesskabet; eller måske en mere teknisk – f.eks. lægning af næste års skema eller vagtplan; eller måske en endnu mere teknisk – f.eks. hvordan man får den nye tilbygnings nye gulv til at gå i hak med det gamle gulv. Det kan også være i ægteskabet, sådan en drøftelse foregår. Eller det kan være én selv, der tumler rundt med vanskelighederne. Man er ofte henvist til enten at prøve at finde svaret selv – ”men det forekommer jo så vanskeligt, og vi er måske ikke så kompetente, at vi kan klare det, så det vil jo nok for en sikkerheds skyld være det bedste, om vi skynder os at købe for 1o-2o.ooo kr. konsulentbistand eller for 5.ooo kr. færdigkonstruerede løsninger i byggemarkedet, for så er det da i det mindste ikke os, der står med hele skylden, hvis det kikser!” (sagde melankolikeren). Kolerikeren vil nok insistere på, at det her klarer vi selv, allerhelst med et hug – kollegiale problemer løses ved at sende den ene part bort, praktiske problemer løses ved at ’skære ind til benet’, droppe sagen, købe dyrt ind eller simpelthen bare med en forhammer.
Men som vi så har siddet dér flere timer og fyldt luften med forslag, der bare ikke var de helt rigtige, og det hele er ved at køre fast – så får flegmatikeren pludselig den idé, alle har ventet på. Til tider vælger vi at overhøre den, for det kan let knibe med at have tillid til den ellers så langsomme person. Men hvis vi lærer at stole en hel del på hans ideer – eller stole på de ideer, som vores egen indre flegmatiker godt kan lide at komme med – så vil vi se, at disse ideer tit er de allerbedste, de koster som regel ingenting i det sociale, og den økonomiske udgift er oftest meget lille.
Flegmatikeren er på grund af sin flegma i stand til at fostre de pudsigste, men funktionelle ideer. Det hænger sammen med, at han jo ofte befinder sig i en halvt-tilstedeværende tilstand, hvor hans underbevidsthed kan give en hånd med. Og da han normalt bruger alle sine sanser til iagttagelser, som han lader komme ind og blive husket dybt nede i underbevidstheden, så har han et enormt lager at tære på, når hans indre flegmatiker ligeså stille går på idéjagt. Evnen til at få geniale ideer afhænger altså af, at han får lov til at være flegmatiker uden at blive skyndet på i ét væk.
En anden stærk side ved flegmatikeren er hans evne til altid på overfladen at virke rolig. Mange kender det, at man skal ud af døren i en fart, og så må man altså lige skynde på familiens flegmatiker: ”Skynd dig nu, vi kommer for sent, skynd dig nu, vi kan ikke vente længere, skynd dig nu, vi skal have fart på, skynd dig nu…..” Man skynder og skynder, men alligevel er der ikke nogen synlige tegn på, at farten bliver sat op. Skoletasken bliver pakket, skoene bliver bundet, madpakken bliver smurt, eller hvad det nu er, med samme langsomme fart som før. Og hvor kan det dog være ufatteligt enerverende, irriterende og til at blive vanvittig af.
Men nej – det er der ingen grund til at blive, for han (eller hun) gør det jo ikke med vilje. Faktisk løber det rundt inde i ham (eller hende), at der ordentlig skal fart på, og det er dog utroligt, som jeg skynder mig. Men det kommer ikke ud gennem huden, alt det skynderi, det er kun flegmatikeren selv, der oplever ophidselsen og hasteriet. For os andre ser det ud som det sædvanlige, sløve og uengagerede æsel. Nej hov: Det er ikke noget æsel, det er ikke sløvt, og det er bestemt ikke uengageret. Der kan være både ild, engagement, flid og begejstring inde bag den flegmatiske facade; men udadtil virker han (eller hun) som altid lidt ligesom den drøvtyggende ko ude på marken. Dog: God, at han får lov til at blive ved med at være flegmatisk; for han er i færd med at udvikle sin største gave til menneskeheden: det er jo netop flegmatikerens evne til ikke at miste hovedet, men bevare roen i selv de mest kaotiske stunder. Det er hans evne til at sprede stor ro omkring sig, også i meget pressede øjeblikke.
Og er det ikke godt, at vi har flegmatikerens særprægede ideer – og al den inspirerende ro? Og er det ikke skønt, når vi selv får lært at finde frem til den indre flegmatiker?


Det svulmende hjerte

Tænk jer bare, hvordan der ser ud overalt, når den røde koleriker er trådt i karakter: Socialt rod og kaos overalt, her og der og alle vegne er der folk, der er kede af det, sårede, fornærmede, trådte på. Det kan man selvfølgelig også godt komme ud for uden kolerikerens medvirken – især det med at være ked af det. Det kan jo ske på så mange måder, men i alle tilfælde kan det være svært at komme videre, når man er ked af det og mest har lyst til at fælde en tåre eller tre.
Der er nogen, der har sagt om elektriske radiatorer, at de på en måde ikke giver varme, de tager bare kulden – derfor er det, at man somme tider kan opleve at sidde i et rimeligt varmt lokale og alligevel småfryse. Sådan har jeg det med det at trøste: Jeg gør ikke andre glade og lystige, men jeg er god til at tage deres sorger og bekymringer og smerter. Dem kan jeg få øje på, fordi jeg selv er så god til at have det skidt – tænk på min lyst til at tage sorgerne på forskud, til at vide man har, og ikke hvad man får, og til ikke at glæde sig på forhånd for ikke at blive skuffet.
Bekymringer har jeg jo i hobetal – ozonlaget, Palæstina-spørgsmålet, Irakkrigen, økologiens besvær, Sars, AIDS, mine børns farlige leg på rulleskøjter, kulpartikler i det ristede brød (=kræft), kommer jeg for sent på biblioteket i dag, sidder mit tøj pænt nok og så videre. Og med alle de mange bekymringer er det sådan, at en anden ked-af-det-person bare kan lægge et par af sine sorger og besvær over på mig – jeg har selv så mange, at jeg ikke kan mærke forskel.
En koleriker ville måske møde en trist person med: ”Du ser ked ud af det. Tror du ikke, du tager dig selv en smule for alvorligt. Smil nu, så vi andre kan holde ud at være i stue med dig. Og så er det ikke særlig kønt med de der mascara-striber ned over kinderne.” Nej, der er sandelig ikke meget trøst at hente.
En flegmatiker vil nok mest have lyst til at spørge: ”Når du nu er så ked af det, synes du så næsten ikke, at jeg lige skulle snuppe det der stykke kage på din tallerken, inden det svømmer væk i tårer.” I øvrigt vil han nok have svært ved overhovedet at opdage, at den anden er ked af det.
Og en sangviniker kan nok ikke nære sig: ”Sikke dog ked, du ser ud. Véd du hvad, det skal du ikke, for i morgen skinner solen jo igen, og så er det jo en helt ny dag, og så har du alligevel glemt alt det, du sidder og er ked ved nu, så smil dog, et smil kræver to ansigtsmuskler, en sur mine kræver 42, så det er meget mindre besværligt at se sur ud. Nå, smil nu!”
Og der er ikke noget af det her, der dur, når man er ked af det. Så har man brug for at få englevingen lagt omkring sin skulder af lreren, forælderen, vennen, kæresten, kollegaen; og man har brug for at få at vide, at der er grund til at være ked af det, og at andre godt kan forstå det, og at det er rigtigt nok og helt i orden at være ked af det. Og som ved et – meget langsomt – trylleslag begynder mundvigene at vende den anden vej.
Står man bedrøvet overfor kolerikerens: ”Tag dig nu sammen!”, flegmatikerens: ”Det går jo nok alligevel i sidste ende!” eller sangvinikerens: ”Smil til verden, så smiler den igen!” så hører man i virkeligheden: ”Han tager mig ikke alvorligt. Han tror, jeg lyver. Han taler ned til mig. Og det er ikke noget, der gør mig spor gladere. Og heller ikke noget, der kan give mig lyst til samarbejde. Tvært imod.”
Men overfor melankolikerens: ”Jamen, det er også rigtigt!” vil man føle sig taget alvorligt og ikke talt ned til. Man står ikke overfor en lukket dør, men en åben, hvor man bare kan lade alle bekymringerne, sorgerne, besværlighederne strømme ind. Det letter så herligt. Og så kan man derefter gøre sig klar til at blive lftet op i lyset igen – og det går selvfølgelig fint og hurtigt, når sangvinikeren med sin overgivne humor viser vej. Men først: Trøsten. Det er forudsætningen. Og det er netop dét, den store, gamle hest – midt i al sin tilsyneladende bedrøvelighed – er den eneste af de fire, der mestrer.
Så kan man ikke finde vej til sin indre melankoliker, så kan man ikke være Trøsteren. Så må man da håbe, at der er en anden i nærheden.


Det klares med et hug!

Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle vente så længe på at komme til, så ville jeg slet ikke have deltaget i den her fremlægning af mit og de andre tre temperamenter. Eller også ville jeg have insisteret på at være den, der kom først.
Nå! En dag var der en på kontoret, der ikke mødte på arbejde i fire dage. Så kom han endelig om fredagen og lignede noget, katten havde opgivet at få slæbt med ind. Jamen, det havde altså været så frygteligt, for om søndagen havde hans kone forladt ham, og nu vidste han hverken ud eller ind, kunne ikke sove eller lade være, kunne ikke spise (altså de melankolikere og deres hang til ikke at tage mad til sig!), kunne ingenting. Men nu havde han meldt sig til en mandegruppe, der mødtes hver uge og sad pænt i rundkreds og hørte på hinandens begrædeligheder og støttede og hjalp og gav gruppeknus, og terapeuten mente da nok, at de ville være kommet nogenlunde til rette med deres traumer i løbet af et eller to år og og og og…Da det samme skete for mig sidste gang – og det husker jeg såmænd endnu, selv om jeg ikke tænker så tit på det, det er jo snart et halvt år siden – da mødte jeg da på arbejde allerede om mandagen. Og da en spurgte, hvordan min weekend havde været, kunne jeg jo blot svare: ”Tjoh – sådan lidt lala – min kone har forladt mig – stakkels kvinde!” Så der var altså ikke noget med grædekoneklub eller sorgbehandling og traumeterapi eller psykodittendatten. Den klarede Far selv!
Så vil nogen måske hævde, at det ikke lyder, som om jeg har lært ret meget af den skilsmisse. Og det er netop også helt rigtigt. Det var da også min tredje. Bliver måske ikke engang min sidste. Det er det med os kolerikere: Vi har meget svært ved at lære af vore egne erfaringer. Men vi er mestre i at klare os helskindet gennem kriser.
Og det er netop en af kolerikerens stærkeste sider: Evnen til at skrue hornene på plads og stange til. Vé den mur eller det hegn, der står i vejen. Vé det problem eller den kø af problemer, der truer med at forhindre ham i at gennemføre sit forehavende: Der bliver stanget eller trampet eller tromlet, indtil alle problemer er blevet forvandlet til udfordringer og bekæmpet eller tæmmet.
Den uforlignelige Storm P. sagde det: ”Mig er der ingen der skal sætte pigtråd omkring!”
Da Alexander den Store i sit togt imod ’Ondskabens Imperium’ – Persien – kom til den lille, tyrkiske by Gordia, blev han i templet præsenteret for en stor knude, som templets præster for længe siden havde lavet af vådt reb – ’den Gordiske Knude’. Det blev sagt, at den, der kunne få den op, ville kunne blive verdens hersker. Hvor mange små mænd har ikke stået der i dage, uger eller år og forsøgt at få den op. Men nej, det eneste, de opnåede, var at miste huden på fingerspidserne. Alle de store drømme om lykke, rigdom og magt er revnet som balloner. Men Alexander så på knuden og sagde: ”Ser man det!” Så trak han sit sværd, og med ét eneste vældigt hug splittede han knuden i tusind stumper. Derefter drog han ud og blev verdenshersker.
Dette er et af kolerikerens stærkeste kendemærker. Og mere end noget andet er det denne evne, han har at give til resten af verden: Styrken til at gå foran, til at bane vejen, til at tage de drøje slag fra den modstand, han helst blot ser som udfordringer. Evnen til at dyrke nytænkning som princip og bane nye veje gennem uvejsomt terræn.
Det menneske, der ikke kan få ordentlig kontakt med sin indre koleriker, kommer let til at savne nytænkning og modet og kampkraften til at tackle modstand og kriser.


Og hvad så?

Det gælder i ægteskabet; i foreningsbestyrelser, i byråd, i samarbejdsgrupper: Mangler en af de fire temperamentskræfter, så vil der opstå en alvorlig mangel – om det er sangvinikerens kommunikationsskabende humor, flegmatikerens ro og idérigdom, melankolikerens sociale bevidsthed eller kolerikerens kampkraft og nytænkning. Den kloge leder sørger for at få alle disse sider repræsenteret. Og det kan også være klogt af det enkelte menneske at finde alle sine sider, at lære at respektere dem og ikke ringeagte én eller flere af dem – for de er alle sammen uundværlige.

horizontal bar
H. P. Rasmussen © 2007 Forside Om mig selvEmnerPressenHvor kommer jeg?KontaktTekster

Graphic Design by S. Rønnow