LANGHORN. Den opstyltede kancellistil og det højtravende skriftsprog blev med H.C. Andersen udsat for et frontalangreb. Han revolutionerede det danske skriftsprog så helt og aldeles, at flere andre forfattere fulgte efter. Den stille revolution bredte sig også til Tyskland, hvor kun eliten læste Heine og Goethe.

- Jeg mener, man kan sige, at der er en lige linje fra H.C. Andersen til den tyske forfatter Erich Kästner eller de tyske børnebogsforfattere Ottfried Preussler og Michael Ende. Da H.C. Andersen blev oversat til tysk, var der pludselig noget, de voksne i Tyskland kunne få børn til selv at læse. Og det skete som noget helt nyt også i arbejderkvarterer, sagde foredragsholderen og H.C. Andersen-kenderen Hans Peter Rasmussen, da han fredag aften gæstede Munkebøl Forsamlingshus i Langhorn i Nordfrisland.

Sydslesvigsk Forening i Nørregøs indbød til en lille temaaften med Hans Peter Rasmussen, der er lærer på Rudolf Steiner Skolen i Aalborg. Han er uddannet pianist i Köln og har boet i Flensborg, hvor han underviste i musikskolen i Haus Sophiesminde og på lærerseminariet. Desuden har han været teaterinstruktør og igennem et langt liv beskæftiget sig med H.C. Andersen, ja faktisk helt fra barndommen. Hans Peter Rasmussen er født og opvokset i Odense. Selv i et H.C. Andersen-år, der snart er slut, kan H.C. Andersen ikke værdsættes højt nok, mener Hans Peter Rasmussen.

- Han revolutionerede det danske sprog, for han skrev som den første forfatter i et talesprog, som almindelige mennesker kunne forstå. Vi havde slet ikke haft det ligefremme danske sprog, hvis ikke det havde været for ham, sagde Hans Peter Rasmussen.

Spillede valse

I Munkebøl Forsamlingshus læste Hans Peter Rasmussen op fra H.C. Andersen med intonation, dramatik og understregninger i talen. Og så lod han sig overtale til at spille to små valse af Schubert og Brahms på forsamlingshusets klaver.

- Jens Andersen - forfatteren bag den store H.C. Andersen-biografi, der udkom sidste år - blev engang spurgt, hvor tit han læste H.C. Andersens eventyr. Han svarede: »Aldrig«. »Hvabehar?«. Svaret kom bag på intervieweren, hvorefter Jens Andersen tilføjede: »De skal ikke læses, de skal høres«. Jeg anbefaler også, at man læser dem højt, for så får de en helt anden værdi, sagde Hans Peter Rasmussen.

Højtlæsningen og improviseringen dyrkede H.C. Andersen selv til fulde, og havde det ikke været for det, var han næppe sluppet ud af fattigdommens dynd i Odense.

- Som 14-årig fattigdreng nærmest brasede han ind hos bogtrykker Iversen, en af Odenses mest betydningsfulde personer, og improviserede et digt. Bogtrykkeren syntes ikke lige, han havde tid til den slags, men Hans Christian insisterede og var uimponeret - han havde jo også brug for en anbefaling fra en betydningsfuld person til en anden betydningsfuld person. Uden disse anbefalinger kom man ingen vegne - og er det ikke sådan stadig væk? I København vandrede han også lige ind i dagligstuen hos den dansk-italienske syngemester og tenor Siboni, der sagde: »Jeg har ikke tid lige nu. Jeg har gæster«. »Jamen, det gør da ikke noget, de må meget gerne høre med!«. Og i selskabet sad også komponisten C.F.E. Weyse og fysikeren H.C. Ørsted. Hans Christian var bondeknolden, der aldrig gav op, sagde Hans Peter Rasmussen.

Farlige børn

Mens Hans Christian sjældent lod sig afskrække af stand og klasser, så anså han ethvert lille barn som en fare.

- Vi ved jo, at der ligger en drillepind i alle børn. Og H.C. Andersen var et let offer: Høj, ranglet og med et meget specielt udseende. Som barn var han selv den sære og underlige, som ingen gad lege med. Ligesom sin far havde Hans Christian også frustrationer, der kunne give ham nogle utrolige hidsiganfald. Han tabte ofte besindelsen så meget, at bagefter skammede sig han forfærdeligt over dem. Men som voksen blev han som regel altid tilgivet disse voldsomme udbrud.